Velkommen til denne udgave af podcasten Det ternede flag, hvor vi dykker ned i historien – den ret utrolige historie om bilproduktion i Danmark. Dermed følger vi i strømmen af seneste podcast i serien her, hvor vi besøgte Danmarks verdensberømte motortuner Ole Haugård – har du ikke lyttet til den podcast, så skynd dig ind og få den i ørerne.
Men det er ikke en hvilken som helst produktion af biler i Danmark, vi skal tale om denne gang – det er produktionen af racerbiler. I et land med under seks mio. indbyggere og uden en reel bilindustri – og blot tre permanente asfaltracerbaner – så lyder det som lidt af en utrolig historie – et eventyr ligefrem. Det eventyr er beskrevet i detaljer og fotos i bogen Racerbiler – Made in Denmark. Vi har forfatterne Morten Alstrup og Carsten Frimodt i studiet til en snak om racerbilsproduktion i Danmark, tilblivelsen af bogen og kommer lidt bag om nogle af de biler, der stikker allermest ud. Steyr med V8-motor fra en kampvogn, Jernsengen og den utrolige Aquila Formel Ford-racer er blot eksempler.
Vært er Bo Skovfoged.
Og så blev det konkurrencetid!
Juletiden nærmer sig, mens vi optager denne podcast, og derfor er vi kommet i gavehumør – vi udlodder et eksemplar af bogen til den heldige vinder.
For at deltage skal man svare på følgende spørgsmål: Hvilken dansk racerbilsproducent har produceret flest racerbiler?
Vi trækker lod den 22. december og finder en tilfældig og heldig vinder blandt besvarelserne. Vinderen får direkte besked.