Jan Mortensen (f. 04.01.1947) er optaget som det 17. medlem af Motorsportens Hall of Fame.

Gennem sin lange karriere i rallysporten viste Motoren, som han blev kaldt, at han ikke blot havde evner bag et rat, men også forstod at optimere en rallybil. Fra 1973 til 1995 vandt han otte Danmarksmesterskaber, og i 1978 blev han den anden af blot tre danske rallykørere, som har vundet en EM-afdeling i rally generelt.

Det begyndte i slutningen af 60’erne med forskellige Morris Mascoter, som han trimmede og optimerede. Sammen med en anden rallykører – Åge P. Skov – etablerede han i 1970 SM Speed Center i Vordingborg, som bl.a. solgte stumper og udstyr til andre sydsjællændere med benzin i blodet. Selv gav han den gas på hastighedsprøverne. I 1973 tog han sammen Ib B. Petersen den første af flere generalsejre i SAK’s Gjønge Rally, som med tiden blev et hjemmebaneløb for dem. Det udløste også det første mesterskab for Jan Mortensen, der snart fik kælenavnet ’Motoren,’ som havde en hang til britiske biler qua sit samarbejde med importøren DOMI. Han tilbragte således en sæson bag rattet af en Morris Marina, siden Triumph Dolomite Sprint, inden han fik fingrene i en Triumph TR7 V8.

Sammen med Ib B. Petersen blev han i 1978 den anden af blot tre danske rallykørere, som har vundet en EM-afdeling i rally generelt. Det skete i det sidste Rallye Baltic, som foregik på dansk grund.

Selv om de britiske mærker, DOMI forhandlede, forsvandt fra det danske marked, blev Jan Mortensen i sporten. I slutningen af 80’erne og ind i midten af 90’erne blev han den danske Ford-importørs bannerfører på de danske hastighedsprøver. Ofte stod han selv for opbygningen af rallybilerne. Først en forhjulstrukket Ford Escort RS Turbo, så en baghjulstrukket Ford Sierra RS Cosworth og til sidst en firhjulstrukket Ford Escort RS Cosworth. Den sidste vandt han sit ottende Danmarksmesterskab med i 1995, hvorefter han indstillede karrieren og etablerede Danmarks første rallyskole.

Jan Mortensen er optaget i Motorsportens Hall of Fame november 2023.

Lyt med på podcast med Jan Mortensen om hans lange og glorværdige rallykarriere. Vært er Morten Alstrup.

Foto: Morten Alstrup / Ford

  • Jan Motoren Mortensen er optaget i Motorsportens Hall of Fame
  • Jan Mortensen og Finn Mogensen, Ford Sierra