Debuten i det klassiske franske løb på Le Mans forløb en del mere problemfyldt for de nye Audi R15 TDI, end teamene havde frygtet. Flere tidligere ukendte tekniske problemer blev ledsaget af afkørsler. Det betød som bekendt en tredjeplads til sidste års vindere Tom Kristensen, Rinaldo Capello og Allan McNish.
– Tillykke til Peugeot. Kørerne var stærke, og bilen kom igennem distancen på 24 timer ude besvær – og det er det, det handler om på Le Mans. Vi blev treer i år, men vi kan stadig være stolte. Vores nye baby, Audi R15 TDI vandt mod hårdere konkurrence ved debuten i Sebring, og naturligvis var sejren på Le Mans også vores mål, siger Tom Kristensen.
– Vi har fejret mange sejre her, og vi kan også se os selv i øjnene efter dette løb. Alle ingeniører, mekanikere og kørere har givet deres bedste. Mit ønske er så, efter otte sejre og et nederlag, at kunne vende tilbage næste år og få revanche, siger Kristensen videre.
– Vi er naturligvis en smule skuffede over resultatet. Vi har ikke fået omsat det fulde potentiale af Audi R15 TDI i løbet, som vi har set under testkørslerne. Dertil havde vi nogle tekniske problemer, der virkeligt overraskede os. Derfor havde vi kun en bil på podiet. Peugeot har ydet et godt stykke arbejde og har fortjent sejren. Vi analyserer problemerne, som vi havde, og vender stærkere tilbage i 2010, siger Dr. Wolfgang Ullrich
Audi-mandskabet mødte under de 24 timer udfordringer, som de ikke havde stået overfor i Sebring i marts. Ved starten på løbet lørdag var temperaturerne højere end kvalifikationen, hvilket gav problemer med understyring og dermed mangel på grip på alle tre Audi-racere. Også kølingen af turboladerne led som følge af skidt, der satte sig fast i kølerne.
Audi-teamets indsats blev også dæmpet af to væsentlige uheld. Audi #3 kørte efter ti minutters kørsel af banen, hvilket satte Alexandre Premat og Co. tilbage i stillingen.
Efter 6,5 timer måtte Lucas Luhr, Mike Rockenfeller og Marco Werner i Audi #2 udgå, da Luhr stod af i Porsche-kurverne med høj hastighed.
Foto: Audi Motorsport