Når fjerde afdeling af DTC afvikles på Padborg Park denne weekend, er særligt to privatkørere klar til kamp. De to tidligere Renault Clio Cup-duellanter Kasper Jensen og Per Poulsen vil fortsætte de gode takter fra sæsonens første halvdel – og Jens Reno Møller vil hente Poulsens forspring.

Sidste gang DTC-klassen kørte på Padborg Park, lykkedes det Kasper Jensen at komme på podiet i privat cuppen, og disse takter skal gerne fortsætte.

– Konkurrencen er jo som altid hård. Padborg Park er en bane, hvor tiderne traditionelt er rigtigt tætte, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Det gælder om at komme helskindet igennem alle tre løb og så tage alle de points, vi kan til mesterskabet. Vi skal køre efter de samme positioner, som vi gjorde ved det forrige løb på Jyllandsringen, og det skal også være vores mål denne her gang, siger Kasper Jensen.

kasper_jensen_dtc2Netop den forrige mesterskabsafdeling var sæsonens hidtil bedste for Kasper Jensen, da han her i et af løbene formåede at holde en af de to topfavoritter til privat cuppen bag sig, ligesom han kørte en generel ottendeplads hjem.

– Jeg håber, at jeg denne gang kan opnå en top 3 i privat cuppen og så en top 8 i det samlede resultat, vurderer Kasper Jensen.

Kasper Jensens tidligere konkurrent i Clio Cuppen, Per Poulsen, viste sig fra den allerbedste side med en andenplads bag teamkammerat James Th0mpson i seneste løb på FDM Jyllandsringen. Den plads vil fynboen gerne gentage, og henviser også til teamets historik på banen.

– Nu er det aldrig gået helt skidt for Honda på Padborg, så jeg håber, at jeg kan finde noget fart igen, siger Per Poulsen.

– Jeg ved ikke, om jeg kan vinde med 35 ekstra kilo i bilen. Jo, hvorfor ikke? Med den speed, vi havde på Jyllandsringen, og med de forbedringer, vi har fået lavet, er det realistisk at tro på det.

Jens Reno Møller havde ikke den bedste weekend, sidst DTC gæstede Padborg Park. Derfor er målsætningen helt klar for FDM Motorsports enlige kører.

jens_mc3b8ller_dtc2– Jeg skal gerne ned og vinde. Forhåbentlig kan jeg gøre det noget bedre end sidste gang, hvor jeg var nødt til at udgå i finalen, siger Jens Møller

– Min målsætning er stadig at vinde privatcuppen og hente nogen af de points, Per er kommet foran mig på grund af den nulscore. Den Honda, som han kører, er stærk på Padborg Park, men det kan også blive en blandet weekend vejrmæssigt, så lad os håbe, at vi træffer de rette beslutninger, inden vi kører ud på banen.

Fotos: Anders Molin og Christina Kronborg