26. marts 2009
Et nyt dedikeret medie skal dække læselysten blandt danske motorsportsfans. Racemag, som det nye onlinemedie hedder, sætter strøm til nyhederne fredag den 27. marts.
Et nyt onlinemedie for danske sportsinteresserede med forkærlighed for særligt den motoriserede del af idrætten er på vej til at poppe op på computerskærmene i de danske hjem. Nyhedssitet Racemag åbner op fredag den 27. marts – samme dag, som årets Formel 1-sæson begynder i Australien.
Racemag vil fra da servicere racerfans med nyheder om de mest populære racerklasser, herunder Formel 1, DTM med Tom Kristensen, World Touringcar Championship og den danske pendant Danish Touringcar Championship samt dansk og international rally. Bag nyhedssitet står en række danske skribenter, der alle gennem en årrække har været at finde i det danske og internationale motorsportsmiljø. Ifølge dem, kunne timingen for det nye medie ikke være bedre.
– Der er et åbenlyst hul i markedet for et medie, der leverer professionelle nyheder og analyser skrevet af fagfolk med indsigt i motorsportens verden. Og selvom alle taler om finanskrise, så er der stadig masser af løbsserier, der trives rigtig godt. Og den danske talentmasse har næppe været større, end den er nu, hvilket giver os en lang række interessante racerkørere at følge i dag og på sigt, siger stifter og redaktør Bo Skovfoged.
– Vi har puslet med ideen i et par år efterhånden, men ved årsskiftet traf vi beslutningen om at sætte i gang. På rekordtid har vi fået designet og opbygget sitet og samlet den stab af skribenter, vi mener, kan køre Racemag helt i front, siger Bo Skovfoged.
Når de første læsere begynder at klikke ind på Racemags hjemmeside, har skribenterne og webdesigneren Thomas Norsted lagt en masse arbejde i sitet. Selvom Racemag fra dag ét er køreklar, er det et projekt i stadig udvikling.
– Vi har store visioner og regner med at kunne udvide stofområderne lidt efter lidt. Første skridt er at bevise, at vi udfylder vores rolle inden for dækningen af særligt den firhjulede del af motorsporten. Herefter kan jeg forestille mig, at vi begynder at følge vores dygtige danske speedway-, motocross-, og road racing-kørere. Men det kræver flere personalemæssige muskler, siger Bo Skovfoged.
Racemag åbner fredag den 27. marts fra morgenstunden. Allerede fra starten vil brugerne kunne deltage i konkurrencer, kommentere artikler, se videoklip og meget mere.