Kampen om den overordnede sejr i løbet stod fra starten af mellem Porsche RS Spyder #6 og HPD ARX-01c #1. De to biler var hele løbet igennem tæt på hinanden, mens de resterende tre biler i LMP klassen hurtigt blev ramt af tekniske problemer. Modsat kvalifikationen, blev det Porsche RS Spyder fra Cytosport kørt af Pickett/Graf, der tog sejren foran Brabham og Pagenaud i HPD’en fra Highcroft.
Afgørelsen kom med cirka 10 minutter tilbage, hvor de to biler stødte sammen, da de skulle overhale en langsomt kørende med en omgang. Resultatet blev at Graf i Porsche #6 fik en stop-and-go straf for at være skyld i ulykken, mens Brabham i HPD’en måtte i pit med et punkteret baghjul. Derefter kunne Graf køre roligt i mål, til teamets første sejr i ALMS. Forskellen i mål var næsten 28 sekunder. I alt tilbagelagde den vindende bil 171 omgange.
I GT klassen blev det ligeledes til Porsche sejr, da #45 fra Flying Lizard blev vinder af klassen. Bilen endte på en samlet 5. plads, 10 omgange efter den vinderen. I modsætning til kvalifikationen var BMW med i front i GT klassen. De to BMW’er endte på 2. og 3. pladsen i GT klassen.
Først på femtepladsen i GT klassen finder vi en Corvette. Det er desværre Jan Magnussen’s søster bil, da Magnussen måtte udgå på 35. omgang. Dette skete efter et sammenstød med Ferrari F430 GT #62 i starten af løbet. Det sendte Ferrari’en i dækmuren og ud af løbet, mens Corvetten også senere måtte udgå. Det var Johnny O’Connell der var bag rattet da sammenstødet skete.
Foto: ALMS – Americanlemans.com