Porsche lagde bedst ud i den officielle FIA WEC-test på Paul Ricard, der tjener som en generalprøve til sæsonen inden det går løs på Silverstone senere på måneden.

919 Hybrid #20 med Bernhard/Webber/Hartley endte som hurtigste bil samlet over de to testdage på den sydfranske bane, mens Audi #2 var næsthurtigst.

Hvis testen var en forsmag på det, der venter i denne WEC-sæson og Le Mans, tegner det mere end interessant. Tredjehurtigst var Porsche #14 foran bedste Toyota på fjerdepladsen. Men som bekendt er det test…

Tom Kristensens Audi med #1 på siden var femtehurtigst, mens de to nye Rebellion Racing-biler som ventet var nederst blandt LMP1.

Porsche var også hurtigst i GTE Pro-klassen foran en stribe Ferrari med 8 Star Motorsports 458 GTE som hurtigst i Am-klassen.

Den danske Young Driver AMR-Aston Martin med Kristian Poulsen og Nicki Thim sluttede som sekser i klassen.

Se det fulde resultat af testen her (åbner pdf i nyt vindue)

6 Hours of Silverstone bliver første rigtige møde mellem 2014-feltet den 20. april.