David Heinemeier Hansson lå i spidsen af ALMS-løbet på Lime Rock indtil rivalerne fra Level 5 snuppede føringen gennem et lidt hurtigere pitstop.

Dér blev Scott Tucker og Christophe Bouchut så, men formentlig kun takket være et problematisk kørerskifte, da David Heinemeier Hansson skulle overlade Morgan/Nissan #37 til Martin Plowman. Plowman mistede i den forbindelse to omgange til den førende LMP2, men de blev kørt ind igen. En mulig dyst om føringen blev forpurret af gulflagsperioden, der afsluttede løbet.

– Det var en rutsjebanetur af en weekend, vi lagde ud med at være hurtige i træningen, men fandt så ud af, at vi manglede masser af power, så vi ikke kunne forbedre det. Så fik vi ny motor og al vores fart kom igen, og mere til, og det så godt ud, siger Heinemeier Hansson i en meddelelse fra teamet.

– I løbet havde jeg et godt første stint. Der var lidt kontakt med Flying Lizard-bilen, men der skete ingen skade. Så fik vi et problem i pitstoppet med selerne og en overtrædelse af hastighedsbegrænsningen, så vi mistede to omgange. Dem fik vi tilbage, og det var virkeligt tæt til sidst, men vi havde bare ikke nok tid til at gå efter sejren, siger danskeren i Conquest Racing.

Lime Rock gav den britisk/danske duo tredje andenplads i træk. Om knap to uger får de muligheden for at prøve igen, når det går løs på canadiske Mosport.