Peugeot Sport har nu offentliggjort, hvad der kostede de fire Peugeot 908 HDi FAP deltagelsen i 2010-udgaven af Le Mans.
De fire franske dieselracere fra Peugeots fabriksteam og privatteamet Oreca var de senere vindere fra Audi overlegne på fart. Og netop farten var hovedårsagen til, at den privatindsatte og to af fabriks-Peugeoterne udgik.
– Det tog os ikke længe at slå fast, at de tre motorer fik samme problem, dvs. fejl på plejlstængerne (der forbinder stemplerne med krumtapakslen, red.), selvom de ramte cylindre alle var forskellige, siger Bruno Famin, teknisk chef i Peugeot Sport i en pressemeddelelse.
Årsagen til motorhavarierne skal findes i ekstreme betingelser under netop dette års Le Mans. Betingelser, som Peugeots V12 ikke tidligere har været udsat for.
– Banen gav store mængder greb i år, så motorerne fik fuld gas længere tid end vi ventede. På samme tid forblev vejret køligt, og modsat foregårende år, så blev luftkølerne ikke stoppet til. Dermed var lufttilførslen til forbrændingskamrene ekstremt effektiv hele vejen igennem, hvilket igen betød, at motorerne ydede usædvanligt meget, forklarer Famin.
– Okay, det var det samme for vores konkurrenter, men vi kørte med nye plejlstænger i år. Det sagt, så gennemgik de naturligvis grundige afprøvninger i testbænken og gennem de mange simulationer, vi har kørt i år forud for løbet, siger han videre.
Peugeot vil nu stramme op på procedurerne for validering af reservedelene fremover, men understreger samtidig, at det er del af de forskellige betingelser, teams bliver udsat for hvert år på Le Mans.
Foto: Geoffroy Barre, Endurance Magazine