Petter Solberg kan nu være tæt på at vende tilbage til M-Sport-teamet og den fabrikskontrakt, han så længe har været efter.

Nordmanden, der vandt VM i 2003 for Subaru, tester for Ford i denne uge. Solberg, der kørte for teamet i første del af 2000, forventes annonceret som Ford-kører ved siden af Jari-Matti Latvala mandag i næste uge, inden tilmeldingsfristen til WRC 2012 lukker. Det skriver Autosport i denne uge.

Solberg har de seneste sæsoner ytret, at han ikke længere ville køre i sit eget team. Endnu har hverken Solberg eller Ford kunnet eller villet bekræfte, om der er hold i historien.

Solberg har også været i dialog med Volkswagen om et sæde i 2013. Nordmanden har for nyligt sagt, at det blev sidste sæson, hvis ikke han kunne sikre sig et fabrikssæde.

Nordmanden kørte dermed formentligt sit sidste løb i Citroën DS3 WRC ved Bologna Motor Show, hvor han vandt over MINIs Kris Meeke.