Landets mest talentfulde rallyhold, Jacob Madsen, Dianalund, og Line Lykke Jensen, Stenløse, fik det optimale ud af starten på årets rallysæson, da de i første løb til danmarksmesterskabet kørte deres Opel ADAM R2 ind på en meget klar førsteplads i mesterskabet for tohjulstrukne biler under 1600 ccm. I mål var de 16,5 sekunder foran nærmeste konkurrent, og i hele løbet placerede de sig i selskab med langt hurtigere biler som nummer 9 ud af 84 deltagende mandskaber.
Det skete, da første afdeling af danmarksmesterskabet i weekenden blev afviklet i det tyske Cimbern Rallye på slesvigske landeveje.
Ved midtvejspausen var Jacob Madsens og Line Lykke Jensens sejr dog alvorligt truet. Der var deres forspring nede på kun 0,6 sekund.
”Vi smed en stor føring, da vi skred ud og ramte et træ. Det kostede mere end et halvt minut at komme i gang igen, men i pausen fik vi udbedret skaden, og i rallyets anden halvdel kørte vi helt uden problemer,” fortæller Jacob Madsen, der følges tæt af Opel Motorsport i Tyskland.
”Vi havde en del uheld sidste år, hvor vi blev nummer 4 i den tyske serie ADAC Opel Rallye Cup, men nu har vi fået en perfekt start på det danske mesterskab, og det giver en stor indre ro,” siger codriver Line Lykke Jensen.
Næste afdeling af danmarksmesterskabet i rally køres 21. maj på de sydvestfynske landeveje, hvor Jacob Madsen og Line Lykke Jensen stiller op med deres Opel ADAM for at forsvare deres føring.