Den 17-årige Patrik Matthiesen kunne søndag krone sin første sæson i den engelske Ginetta Junior serie med titlen som rookiemester.
Det var imidlertid ikke let at klare årets sidste løbsweekend, for optakten bød på en uge med influenza, hvilket tog toppen af præstationerne både fredag og lørdag på Brands Hatch. Tidtagningen var sæsonens dårligste, og derfor startede Patrik Matthiesen fra 11. position på gridden i det første heat.
Her kom Patrik Matthiesen godt fra start og får hurtigt kæmpet sig fremad – men på det gamle Grand Prix layout på Brands Hatch er der en hurtig skovstrækning, hvor Patrik bliver ramt af en konkurrent og snurrer rundt. Bilen blev smadret godt og grundigt – men de hårdtarbejdende mekanikere nåede trods tidspresset at sætte en bil sammen til finalen.
Her blev det med en stor indsats fra Patrik til en syvendeplads, hvilket var nok til at sikre titlen som rookiemester, da den nærmeste konkurrent Stuart Middleton ikke avancerede nok til at gå forbi Patrik Matthiesen samlet.
En lærerig sæson:
2015 har været Patrik Matthiesens første sæson i bil – hvilket krævede lidt tilvænning. Blandt andet fordi Ginetta Junior-serien er britisk og derfor køres i højrestyrede biler:
– Det har helt sikkert været en lærerig sæson. Jeg har lært meget om køreteknik og måden man kæmper om placeringer på – og så har det rent mentalt også været en hård udfordring at køre i serien. Der var et par nedture, men jeg synes, jeg har kæmpet mig godt ud af dem. Der var meget nyt at lære i starten, for her kører vi med gear, og man sidder i højre side af bilen – det er lidt anderledes end at sidde midt i en gokart. Bilen er også meget tung, når man kommer fra en kart, hvilket også krævede lidt øvelse, siger Patrik Matthiesen.
Ginetta Junior har i Patrik Matthiesens optik været et særligt godt sted at lære, da kalenderen byder på ti forskellige baner:
– Jeg er meget positiv over kalenderen, for der er en ny bane og en masse nye udfordringer i hver løbsweekend. De britiske baner er for de flestes vedkommende virkelig fede at køre på – men der er også enkelte, man godt kan blive træt af at køre på. Generelt er det dog fedt, fordi der er så store forskelle. Der er alt fra en kort bane som Knockhill, hvor der hele tiden er skarpe sving, til Thruxton, hvor det hele tiden går enormt stærkt med hurtige sving. Det giver mulighed for at samle alle de små brikker, der skal til, konstaterer han.



