I weekenden vender BTCC tilbage fra sommerpausen, når turen går til Norfolks legendariske bane Snetterton Park. Det betyder også, at Ginetta Junior-køreren Patrik Matthiesen er tilbage på asfalten – en genkomst, han har forberedt sig intenst på.
Allerede i denne uge gik starten på sæsonens anden halvdel for Matthiesen, der sammen med sit team HHC Motorsport testede på Snetterton Park i går, onsdag. Og før testdagen har den talentfulde kører også taget hul på et nyt kapitel hjemme i Danmark, for Patrik Matthiesen er begyndt på Haderslev Idrætsakademis Multisportslinje, hvor han lige nåede at få et par dage, inden de engelske pligter kaldte.

I sæsonens første fem løbsweekender har den unge sønderjyde sat et grundigt fodaftryk i den engelske talentklasse. I årets afdelinger er det indtil nu blevet til tre gange hurtigste omgangstid i løbene, hvilket placerer Patrik Matthiesen øverst i statistikken. En enkelt pole position er det også blevet til, og i sæsonens første 10 heats er det blevet til fem top 5-placeringer – heraf to podiepladser. Nu skal de gode tendenser fortsættes, og derfor er Patrik Matthiesen gået i træningslejr med GT-køreren Benny Simonsen, forklarer han:

– I dag, torsdag, er vi på besøg hos iZone Driver Performance på Silverstone, fordi jeg skal have lektioner i eyecatching. Det handler om at vende hjernen til at se langt frem på banen, så jeg på vejen mod et sving allerede kan fokusere på udgangen af svinget, siger Patrik Matthiesen.

De gode forberedelser betyder også, at forventningerne til weekenden på Snetterton Park er i top:
– Jeg har gjort gode forberedelser sammen med Tommy Schröter op til løbet, så forventningerne er gode. Jeg føler mig klar til weekenden, og forventningerne blev da heller ikke mindre efter testdagen, hvor jeg var hurtigst af alle – og havde over et halvt sekund ned til Billy Monger. Jeg er også glad for Snetterton, og det er en af mine favoritter. Den har mange forskellige sving, og der er alt fra hårde nedbremsninger til hurtige og bløde sving – og samtidigt er banen lang og åbner altid for en masse overhalinger, forklarer han og fortsætter:

– Jeg ser chancerne som værende gode. Sidste gang gik det meget godt her – det var i vintercuppen, hvor jeg kørte mig i top tre to gange i kvalifikationen og jeg skaffede mig en podieplads mellem alle årets topkørere. Men som altid, så kan man ikke rigtigt være sikker på noget i det her felt – der er rigtig mange hurtige folk, og de kan alle noget forskelligt på hver bane. Jeg satser stærkt på et topresultat, siger Patrik Matthiesen.