Patrik Matthiesen og resten af HHC Motorsport er i fuld gang med forberedelserne til weekendens afdelinger af Ginetta Junior Cuppen i England.
Serien, der er supportklasse til BTCC, gæster i denne weekend Silverstone, og onsdagens testkørsler har indtil videre vist sig at være en god succeshistorie for den unge dansker.

I samarbejde med Matthiesens coach Benny Simonsen gav onsdagen et optimalt udbytte, da samtlige fire sessions mundede ud i top 3-tider. Særligt dagens fjerde og sidste session var en succes, da Patrik Matthiesen var hurtigst af alle – blot en tiendedel fra sidste års pole position. Den næstbedste tid matchede Charlie Faggs bedste, men i modsætning til briten, så satte Patrik sin tid uden slipstreaming. 3. hurtigst var mesterskabets førende Jamie Caroline tæt forfulgt af Devlin DeFrancesco og Stuart Middleton.