Gary Paffett vandt i overbevisende stil sæsonåbneren i DTM for Mercedes. 2005-mesteren var bedst foran tre kolleger fra Stuttgart-mærket med Bruno Spengler, Jamie Green i 2008-modellen og F1-tester Paul di Resta lige efter sig.

– At vinde det første løb er en fantastisk måde at begynde sæsonen på. Sidste år startede lige omvendt for min del. Målet var bare at score så mange point som muligt. Men teamet har gjort et kæmpe stykke arbejde, og jeg kan virkelig lide bilen – den kører godt. Jeg kan godt se sæsonen fortsætte sådan, siger Gary Paffett i en pressemeddelelse.

For Audi-mandskabet, der har så stærke traditioner, var den firfoldige Mercedes-sejr noget af en bet. En blanding af en taktisk brøler og uheld satte en stopper for Audi-mandskabets chancer for en topplacering, da teamet kaldte Mattias Ekström ind til første pitstop en omgang før pitvinduet var åbent.

Også Martin Tomczyk var uheldig, men det var med venstre baghjul, hvor tyskeren måtte indkassere en punktering efter at have erobret føringen fra Paffett.

21-årige Miguel Molina imponerede i sin debut, hvor han scorede et point for ottendepladsen.

Audi vil nu undersøge, hvad der gik galt med de nye dæk efter en række punkteringer har ramt kørerne. Formentlig vil de også lære at kigge på antal kørte omgange, inden kørerne kaldes i pit…

Foto: dtm.com