Den kommende weekends Racing Festival på Padborg Park byder på race med både to og fire hjul. Publikummerne vil kunne opleve den første danske Formel Ford Festival samt Road Racing-løb og langdistanceløb på Padborg Park.Nyheden hedder Dansk Metal Formel Ford Festival og afvikles søndag efter helt samme principper og samme format som den legendariske FF-festival på Brands Hatch, der hvert år har afsluttet den britiske sæson. Her har blandt andre Jan Magnussen og Jason Watt slået deres folder i den tidlige karriere.

Intet mindre end otte gange i løbet af søndagen skal Formel Ford på banen. Løbsdagen indledes med de obligatoriske træninger og tidtagninger, hvorefter konkurrencen for alvor begynder med en række indledende heats, inden et såkaldt last chance-løb for de mindre heldige kørere sammen med en semifinale skal afgøre, hvem der kommer i finalen, hvor der kæmpes om sejren i Dansk Metal Formel Ford Festival.

Læs mere om Dansk Metal Formel Ford Festival på DASUs hjemmeside.

 Foto: Birger Vilén