Heldet er med Tom Kristensen og Audi #2 igen på Circuit de la Sarthe. Klokken 21.37 var Audi #1 i pit, men havde problemer med at komme fra pitbåsen – vel ude fra pitbåsen stallede den igen.

Kort efter gik det så galt for Audi #3, der punkterede og efterfølgende spandt op mod Dunlop-kurven. Snurreturen kostede en hel omgang med søndagskørsel for at komme rundt og i pit, hvor også #1 var på vej ind igen.

Angiveligt var det en sensorfejl på #1, der drillede. Fejlen kostede en tur i garagen, hvor der skulle bruges hele 43 minutter på at udbedre fejlen. Det sendte naturligvis bilen bagud i klassementet, og Tom Kristensen kunne klokken 22.13 overtage Audi #2 efter Loïc Duval i føring foran de to Toyotaer.

I LMP2 var der også problemer for en af OAK Racings værste konkurrenter. G-Drives John Martin måtte også bruge lang tid i pitten med et endnu ukendt problem. OAK Racings #35 overtog føringen, mens Olivier Pla i #24 henter noget af det tabte ind. David Heinemeier Hanssons bil er i skrivende stund oppe på tredjepladsen i klassen og kører de hurtigste tider.

I GTE Pro er det fortsat Aston Martin Racings #99 med Bruno Senna i skrivende stund, der fører an foran Porsche #92. Jan Magnussen er i Corvette #73, men helt nede som P9, to omgange efter.

Kort før de otte timer gik det galt for ADR #25 i Porsche-kurverne, hvor Tor Graves igen var uheldig som i warmuppen lørdag formiddag. Det fik den fjerde safetycarperiode på banen.