Der var triste nyheder for danske Le Mans-fans lørdag aften, da Aston Martin #99 officielt blev trukket ud af løbet lidt efter 21.00.
Efter først elektrisk fejl under Allan Simonsens første stint, siden mekanisk defekt og crash, da Kristian Poulsen havde overtaget bilen, blev det besluttet, at den ikke skulle repareres og blev trukket ud af løbet.
Kort efter det skete, blev der grønt flag efter den horrible ulykke med Toyota #8. Allerede i genstarten var der ballade, da Kazuki Nakajima kørte ind i Delta Wingen med Satoshi Motoyama. Delta Wingen endte i muren ved Karting-svinget, hvor den holdt længe, mens Motoyama forsøgte at reparere den. Det mislykkes dog, og bilen blev trukket ud kort efter klokken 23.00.
Toyotaen kom ind til pitten med skader på højre side af bagenden, heriblandt en ødelagt fælg. Følgerne efter uheldet har betydet, at Toyota TS030 har tilbragt masser af tid i pitten og nu er uden chance i klassementet.
David Heinemeier Hansson kom i Morgan-Nissan #35 og kørte dobbeltstint, hvor han sammen med søsterbilen dominerede LMP2-klassen. Uheldet indtraf dog ikke længe efter danskeren havde overladt bilen til Maxime Martin, da han fik to punkteringer og nu er fire omgange efter de førende i klassen.
I mellemtiden har Audi #2 med Dindo Capello kørt sig op på andenpladsen, mens Corvette #73 er gået fra femte- til tredjepladsen i GTE Pro, i skrivende stund med Antonio Garcia bag rattet.
– Bilen kører bedre end før. Da vi startede løbet, understyrede den meget, men teamet har lavet nogle ændringer undervejs, og det har altså hjulpet. Men det er stadig ikke optimalt, så der skal virkelig kæmpes, sagde Jan Magnussen efter sit stint til Bil Ekspressen
Husk, du kan følge Le Mans i vores chat her



