De tre danskere i Aston Martin Racing og Young Driver AMR’s fælles indsats i GTE Am-klassen satte som mål, at de som minimum skulle på podiet.

Det lykkedes til fulde med en dominerende sejr i Am-klassen for de et år gamle biler. Allan Simonsen, Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen var det meste af løbet i front og blandede sig flere gange med helt fremme blandt de hurtigere biler i GTE Pro-klassen. Tre omgange havde teamet ned til næstbedste i klassen.

Det blev dog til en femteplads generelt i GT-klassen, men vigtigst af alt en sejr i Am-klassen. En perfekt optakt på VM-sæsonen for danskerne, der sammen med fabrikskørerne i Pro-klassen kunne fejre Aston Martins 100-årsjubilæum på behørig vis.

Allan Simonsen startede ud i bilen, der modsat konkurrenterne kunne dobbeltstinte på dækkene.

– Sejren i vores første løb i dette mesterskab uden problemer og med denne margin er bare en drøm. Vores mekanikere, engineers og kører gjorde et fejlfrit stykke arbejde, og vi havde et fantastisk første løb. Efter vores forsæson-test vidste vi, at vi havde en stærk pakke, men jeg havde aldrig forventet at tage sådan en sejr her på Aston Martins hjemmebane. Det gør denne sejr virkeligt speciel for os, siger teamejer Jan Struve i en pressemeddelelse.

Simonsen/Nygaard/Poulsen sluttede med tre omgange ned til nærmeste konkurrent
Simonsen/Nygaard/Poulsen sluttede med tre omgange ned til nærmeste konkurrent

– Vi besluttede at dobbeltstinte på dækkene, og vi fik et hul med det samme, efter vi gjorde det, og det prøvede vi at bevare. Det gik virkeligt godt for os, da vi var meget hurtigere end vores konkurrenter. Vi havde slet ingen problemer, vores kørerkombination gik fint, og bilen kørte perfekt. Når man har en dag som denne, og intet sker, og du også har hurtige pitstops, så får man et fantastisk resultat, siger Allan Simonsen.

– Selvom vi havde et solidt forspring, da jeg kom i bilen, pressede jeg som fanden, da det var et meget vigtigt løb for os og for Aston Martin Racing. Ude fra så det nok nemt ud, men det var det helt sikkert ikke. Nu har vi 25 point på bogen, hvilket ser godt ud, men vi fortsætter med at presse, siger Christoffer Nygaard.

– Jeg var den sidste, der skulle i bilen i dag, og vi havde et stort forspring, så min opgave var bare at få bilen hjem, siger Kristian Poulsen, der altså fik æren af at tage det ternede flag.

Næste løb for Young Driver AMR-kørerne og WEC er 6 Hours of Spa-Francorchamps den 4. maj