Formel 1-karavanen er nu nået til Singapore Grand Prix, hvor der i weekenden køres på Marina Bay-banen.

De to sidste løb på henholdsvis Spa og Monza var karakteriseret ved at have fokus på tophastighed, og der var tale om permanente racerbaner. Det stik modsatte er tilfældet i Singapore.

Marina Bay er en typisk bybane med rigtig mange sving – faktisk hele 23 af slagsen. Så det er vejgreb og downforce, der er alfa og omega til weekendens Grand Prix. Derudover er banen også meget ujævn, hvilket flere kørere har beklaget sig over, siden Marina Bay kom på Formel 1-kalenderen.

Pirelli har valgt det gule soft og det røde supersoft dæk, som samtlige teams skal køre på, såfremt det ikke bliver regnvejr.

Løbet skal køres om aftenen, som det eneste løb i Formel 1-kalenderen. Det betyder også at banetemperaturen vil have tendens til at falde fremfor at stige, som ofte er tilfældet på de øvrige baner. Luftfugtigheden vil også være en faktor, der både vil spille ind på såvel materiel som kørere. Luftfugtigheden forventes at blive mellem 75%-90%. Det stiller store krav til kørernes fysik.

Lewis Hamilton kommer med en sejr i bagagen fra Monza. Han har tilbage i 2009 vundet på banen i Singapore, men har ikke været så heldig de to seneste år. McLaren-raceren ser dog fortsat uhyre stærk ud, også selvom det ikke er en bane, hvor topfarten vil spille en hovedrolle. Det er mere teamets arbejde med downforce, der kan vise sig at være en fordel. Selvom vi stadigvæk nok vil høre Jenson Button beklage sig over for meget understyring.

Fernando Alonso har også tidligere vundet på Marina Bay – senest i 2010. Ferrari er også kommet styrket ud efter sommerpausen, og de har tidligere i år vist, at de kan sætte deres racere op til bybaner. Det så man blandt andet i Valencia tidligere i år, så spanieren er ligeledes et stærkt bud.

Red Bull kunne også meget vel komme til at blande sig i toppen. Men det afhænger i høj grad af, om de har fået løst deres problemer med holdbarheden. På Monza måtte begge kørere udgå, hvilket er uhyre kritisk, når stillingen er så tæt, som den er – hvert point kan meget vel tænkes at komme til at være afgørende, når sæsonen er forbi.

Kimi Räikkönen sammenligner banen i Singapore med Valencia, hvor Lotus havde en af deres bedste weekender. Det er blevet spået mange gange tidligere i sæsonen, men det kan blive i denne weekend Lotus får sin første sejr i år. Romain Grosjean er tilbage efter sin karantæne, men han skal helt tilbage til 2009, før han sidst sad i en Formel 1-racer på denne bane.

Outsiderne til løbet i Singapore, kan være Williams. Pastor Maldonado sammenligner banen med forholdene på Catalunya-banen ved Barcelona. Og her har Williams vist gode takter. Force India skal naturligvis også nævnes, men de to seneste løb, der har det især været den stærke Mercedes-motor, der har haft sin andel i succesen. Men da Marina Bay mere er karakteriseret ved sine mange sving, er det mere uvist, hvorvidt Paul di Resta og Nico Hülkenberg også vil blande sig i top fem eller ti. Sauber-teamet har vist sig stærke efter sommerpausen, og været med til at bryde Mercedes-motorernes dominans. Spørgsmålet er, om de rammer en opsætning med hensyn til downforce, der passer til den snævre bane i Singapore.

De frie træninger begynder fredag klokken 12:00 dansk tid.

Husk, du kan finde tips til gode F1-bets på tipsomtips.com inden for kort tid.