Næste stop for Formel 1-feltet er Italiens Grand Prix, der køres på Monza på søndag. Monza-banen er en klassiker i Formel 1 sammenhæng, og har været på kalenderen i årevis.
Banen er 5.793 kilometer lang, og er kendetegnet ved at være en højhastighedsbane – både i form af flere langsider og hurtige sving.
I sidste weekend led Red Bulls racer af manglende topfart på langsiderne trods Vettels andenplads. Den manglende topfart kan derfor blive en udfordring for Red Bull på Monza. Williams-raceren viste sig derimod ganske overlegen på langsiderne – så de kan have en fordel, da op til 75% af banen køres med pedalen i bund. Pastor Maldnado er dog bagud på forhånd, da han sættes ti placeringer tilbage for både tyvstart og for en kollision med Timo Glock.
Williams-teamet blev dog overhalet af Force India i konstruktørernes verdensmesterskab i sidste weekend. Nico Hülkenberg fik en imponerende fjerdeplads til teamet, og Paul di Resta fik også samlet VM-point. Det lader til at det indisk ejede team, har trådt et trin op efter deres forbedringer i sommerpausen. De to teams kan meget vel blive jokere i top ti til weekendens løb på Monza.
HRT-teamet giver under træningen debut til deres testkører Ma Qing Hua. Han bliver dermed den første kinesiske kører, der kommer på banen i en Grand Prix weekend, men til selve løbet vil det være Narain Karthikeyan, der er bag rattet.
Ferrari ser ikke helt ud til at have nået så langt med deres racer i sommerpausen som ønsket. Kvalifikationen rakte til en sjetteplads til Alonso, og i løbet fik Felipe Massa kørt en femteplads hjem, så en klar VM-favorit lignede det italienske team ikke. Når det så er sagt, så har netop Fernando Alonso to sejre på banen i nyere tid.
Sebastian Vettel kørte sig for alvor tilbage i kampen om VM med sin andenplads på Spa. Så Red Bull hører trods den manglende topfart også til favoritterne på Monza. Sebastian Vettel vandt sidste års løb på banen, og har ligesom Alonso også to sejre på Monza.
McLaren og Lotus ligner mere teams, der som helhed er kommet godt tilbage efter sommerpausen. De to teams præsterede godt i både kvalifikation og løb, hvis man lige trækker Grosjeans uheld i første sving fra, der også satte Lewis Hamilton ud af spillet. Lewis Hamilton har tabte point at indhente på Monza, og Jenson Button vil vise at han også er en kandidat til årets verdensmesterskab.
Lotus bedste kort er naturligvis Kimi Räikkönen, der dog aldrig har sejret på den norditalienske bane. Det bliver også interessant at se, hvad teamets reservekører Jerome d’Ambrosio kan præstere. Vil han overraske på grund af sit kendskab til både Monza og Lotus-raceren, eller er ét løb for lidt til at levere mirakler?
På grund af flere af favoritternes exit tidligt på Spa, så er der stadig en masse åbne spørgsmål om racernes indbyrdes styrkeforhold.
Fredag formiddag går det løs med den første frie træning. Der er gode chancer for tørvejr på banen i Norditalien, så lad os se om det ikke kan blive til en af de få træninger uden regn i år.



