Sébastien Ogier har i den grad sat sig igennem i Rally Sweden. Efter at være blevet slået af Sébastien Loeb i Superspecialen i Karlstad torsdag, var der ingen der kunne følge Volkswagens franskmand på førstedagens syv prøver.

Mikko Hirvonen måtte give fortabt for både Ogiers tempo og den svenske sne allerede på fredagens første prøve, hvor finnen røg af vejen og fik begravet sin Citroën DS3 i sne. Bilen kom op og af sted igen, men ikke uden et stort tidstab.

Det fik Citroën til at ændre strategien, for herefter skruede Loeb op for tempoet. Det samme havde Ogier dog gjort, ligesom Jari-Matti Latvala og Mads Østberg også satte stærke tider. M-Sports Østberg var dog uheldig på SS2 og 3, hvor han først mistede kølervæske i sin Ford for derefter at skulle spille fodbold mellem pedalerne med et stykke padding fra sikkerhedsburet på SS3.

Hirvonen fik dog lidt oprejsning ved at vinde fredag aftens superspecial i Karlstad, men i front er det Ogier med massive 31,4 sekunder til Loeb, der igen har 1,7 til Latvala. Mads Østberg er trods problemerne – men takket være flere næstbedste tider firer, godt ni sekunder efter Latvala. Novikov, lokale Pontus Tidemand, Juho Hänninen, Thierry Neuville, Henning Solberg og Martin Prokop runder top ti af.

Se korte highlights her: