I dag kom så den længe ventede besked om, at Kimi Räikkönen kører WRC for Citroen i 2010. 2007-verdensmesteren i F1 tager som ventet et sabbatår med fuld fart, når han stiller op for Citroen Racing i World Rally Championship. Racemag bragte så tidligt som 19. november forlydender om skiftet til rally, og de er nu altså bekræftede.

Räikkönen skal køre en Citroen C4 for fabrikkens andet VM-team, Junior World Rally Team. Aftalen er kommet i stand takket være finnens personlige sponsor Red Bull. Codriver bliver Kaj Lindström, også Finland, der også sad ved siden af F1-køreren ved sin rallydebut i WRC tidligere i år.

– Jeg har altid ville konkurrere i rally, særligt i World Rally Championship, på et eller andet tidspunkt i min karriere. Takket være Red Bull har jeg nu muligheden for at køre den bedste bil i serien, Citroen C4. Det er en ny men meget spændende udfordring. I øjeblikket har jeg en etårskontrakt, og vi vil se, hvordan det går i fremtiden. Jeg ser virkelig frem til at teste bilen og komme til start i det første rally, siger Kimi Räikkönen til WRC’s hjemmeside.

Räikkonens teamkammerat i  Citroen junior-teamet bliver franske  Sebastien Ogier, der dermed fortsætter for teamet.

Ifølge hjemmesiden vil Räikkönen og Lindström køre i Citroen C4 i Arctic Lapland Rally, første løb i det finske rallymesterskab, i slutningen af januar. Finnen deltog også i 2009-udgaven af dette rally i en Abarth Grande Punto. Her sluttede han som nummer 13.

Se video fra WRC-løbet i 2009, hvor Räikkönen crasher i Abarth Grande Punto her.

Foto: Citroen Racing