Michel Nykjær kom fra dobbeltsejr i Yokohama Trophy på Suzuka til placeringer lige i udkanten af pointtabellen i Shanghai.

Sunred-racerne døjede med mangel på moment i de snævre, langsomme sving på Tianma – og netop banens karakter gjorde, at kvalifikationen var ultravigtig i næstsidste afdeling af FIA WTCC.

– Lige inden tidtagningen regnede det. Vi havde set under træningerne, at banen tog lang tid om at tørre op, men det gjorde den ikke i tidtagningen. Vi satte slicks på, og jeg blev bedt om at blive ude, fordi banen ville blive hurtigere. Men til sidst kom mange af de andre i pit, satte fire helt nye dæk på, og så dumpede jeg ned som nummer 17,  siger Michel Nykjær i en pressemeddelelse.

– Det er en svær bane at overhale på, så tidtagningen betød alt. Jeg lavede en super tidtagning i Suzuka og var med fremme. Hvis man ikke laver en god tidtagning, får man ikke nogen gode resultater. Men vi må bare kæmpe videre. Jeg har i hvert fald ikke givet op!

Det blev i begge løb til ottendepladser blandt privatkørerne, mens Kristian Poulsen i front tog to andenpladser og udbyggede føringen før finalen om 14 dage.

– Det er ikke afgjort endnu. Jeg er 29 point efter den førende, men da der er dobbelte point i finalen, har vi stadig 43 at kæmpe om. Og Macau er kendt som noget af et lotteri, hvor alt kan ske.