Vi har tidligere skrevet om at WTCC 2013 ville få lidt dansk islæt med mekanikerne Stefan Bendix og Martin Marrill på  svenske NIKA Racings Chevrolet Cruze, men nu melder der sig et, set med sportslige øjne, endnu mere interessant islæt, i form af  den dobbelte danske DTC-mester Michel Nykjær.

Sammen med Nika Racings kørte Michel flotte resultater hjem i den svenske STCC serie, og som samlet bragte ham op på en tredjeplads i 2012 mesterskabet.

“Det er en stor anerkendelse, som NIKA Racing viser mig, ved at lade mig køre deres bil i WTCC-serien,” sagde Michel Nykjær på fredagens pressemøde i Göteborg.

“Det er fantastisk at komme tilbage til WTCC. Jeg har opbygget et tæt, fortroligt samarbejde med NIKA Racing i 2012 i STCC, og vi er helt parate til dette store skridt. WTCC er en af motorsportens ypperste discipliner med biler, der er ganske tæt på dem, almindelige mennesker kan købe i en bilforretning,” uddyber den dobbelte DTC-vinder.

Og Michel og teamet har store forventninger til sæsonen:

“Jeg kender langt de fleste af banerne, og i Chevrolet Cruze har vi en absolut vinderbil. Så jeg ser meget lyst på vore muligheder for at nå fine placeringer,” vurderer Nykjær.

Teamchef Nicklas Karlsson, NIKA Racing, glæder sig over samarbejdet: “Michel er en af verdens hurtigste standardbilracerkørere, og vi er naturligvis utrolig glade over at kunne fortsætte samarbejdet med en så erfaren kører,”

Allerede lørdag foretager Michel Nykjær en shake-down test af sin Chevrolet Cruze  på Padborg Park, hvorefter teamet drager til Monza lige nord for Milano. Lørdag den 23. marts er der tidskørsler, og søndag den 24. marts køres de to første løb i WTCC, hvor Michel Nykjær håber at kunne gøre sig gældende straks fra sæsonstart.

“Jeg mener, at Chevrolet er blandt de bedste biler i feltet, og selv føler jeg mig både fysisk og mentalt i topform. Vi håber meget på at kunne tilføre yderligere nogle sponsorer i årets løb, for det får vi brug for i den meget lange og økonomisk krævende sæson, der slutter med fem oversøiske løb i Brasilien, USA, Japan, Kina og til slut Macau til november,” siger Michel Nykjær.