En midlertidig generel fjerdeplads tegnede endda meget lyst under de mørke skyer på Oschersleben for Michel Nykjær. Men som det er set før, blev turbomotoren i SEAT/Sunred-raceren ramt af udsættere.

Det kostede sydsjællænderen i både første, men især også i andet løb, hvor Pole Position Denmark-køreren måtte i pit for at få løst problemerne – men forgæves.

– Jeg synes, at vi har svære betingelser, fordi der har været småproblemer med den nye motor. Det gør det svært at skrabe point sammen, selv om jeg synes, at vi ligger godt til, siger Michel Nykjær.

– Hvis bare jeg havde fået nogle point i andet løb, var jeg kommet længere frem i mesterskabet og sikkert også tættere på etteren, siger Nykjær, der nød godt af de mange danske fans på banen.

– Det er dejligt med den opbakning, når man kører i udlandet. Det er en stor støtte, siger han.