Den kommende weekend byder FIA WTCC på nye udfordringer for Michel Nykjær og flere af de øvrige WTCC-kørere.

Løbet i Japan afvikles nemlig på Suzuka-banen, der i en årrække har lagt asfalt til F1 GP’er – dog med en væsentlig ændring.

– Sidste år kørte vi Okayama-banen, men i år skal vi køre løbet på Suzuka-banen. Det bliver spændende at komme ud at køre på en Formel 1-bane, men det bliver ikke det forløb, man bruger til Formel 1. Det bliver den korte bane, der har fem sving inden for 2.200 meter, så vi skal køre 23 omgange. Alle jeg har talt med, siger, at det er en meget fin bane, men det er den store bane, de har kørt på, så det bliver noget helt andet, lyder det fra Nykjær i en pressemeddelelse.

Mens VM er en sag mellem Rob Huff og Yvan Muller, så er det anderledes tæt i Yokohama Trophy for privatkørerne.

Kristian Poulsen fører i dét regnskab med 99 point mod Norbert Michelisz 95. Nykjær er 6., 26 point efter.

– Jeg glæder mig meget til at komme til Japan, og jeg forfølger fortsat mit mål om at vinde privatcuppen, siger køreren fra Pole Postion Denmark.

– Jeg har stadig en mulighed for vinde mesterskabet, og jeg har den fordel, at jeg i forhold til de konkurrenter, jeg kørt imod, har været hurtigere til at lære de nye baner at kende. Hvis jeg er fremme i skoene, kan jeg godt få nogle gode resultater, selv om jeg ved, at det bliver svært, siger han videre.

Sådan køres FIA WTCC:

Fredag den 21. oktober

07:00 – 07:30 test

Lørdag den 22. oktober

02:30 – 03:00 Practice 1

04:45 – 05:15 Practice 2

08:30 – 08:50 Qualifying Q1

08:55 – 09:05 Qualifying Q2

Søndag den 23. oktober

01:50 – 02:05 Warm up

07:35 – 08:00 Race 1

08:50 – 09:15 Race 2

Løbene vises på Eurosport søndag.