Michel Nykjær og svenske NIKA Racing afbryder samarbejdet med tre afdelinger tilbage af FIA WTCC-mesterskabet.
Danskeren ligger i skrivende stund treer samlet og på en delt førsteplads i privatkørermesterskabet, Yokohama Independents Trophy. Men nu glider eventuelle VM-trofæer altså ud af hænderne på sydsjællænderen.
Ifølge en meddelelse er parterne blevet enige om at afbryde samarbejdet af kommercielle årsager.
– Det her naturligvis ikke nogen sjov besked at give, men desværre er sådan noget her også del af motorsporten. Jeg har haft en fantastisk sæson sammen med NIKA Racing, og selvom jeg selvfølgelig gerne ville fuldende den, så kan man ikke lukke øjnene for de enorme økonomiske indsatser, som kræves for at konkurrere på dette niveau i et verdensomspændende mesterskab, siger Michel Nykjær.
– 2013 har været det måske vigtigste år hidtil i min karriere, og jeg er positiv mht. fremtiden. Jeg vil fortsat have en tæt relation til teamet, og jeg ønsker NIKA Racing held og lykke i sæsonafslutningen, slutter han.
– Det er naturligvis altid trist, når en sådan situation opstår, men vi har allerede opnået mere end de fleste troede var muligt denne sæson – som hele tiden var tænkt som et læreår. Som konkurrencemenneske havde jeg gerne set, at vi kunne fuldende sæsonen med Michel og fortsat konkurreret om andenpladsen i VM, men som teamchef er det samtidig min opgave at se til virksomhedens interesser, også på lang sigt. I vores fælles projekt med Michel har det desværre vist sig at være svært at finde en passende finansiering, og på et tidspunkt, hvoor vi koncentrerer en stadig større del af vores egne resurser til næste sæson, så har vi valgt at afbryde samarbejdet, siger teamchef Nicklas Karlsson.
– Vi lukker dog ikke nogle døre for fremtiden, og Michel har vist, at han er en kører i verdensklasse. Nu ser vi fremad mod de sidste tre sidste afdelinger i sæsonen, og vi har et par interessante ting at offentliggøre de næste uger, slutter han.
En afløser er endnu ikke fundet. Michel Nykjær har kørt for NIKA Racing siden 2011, hvor han hjalp teamet til sejr i teammesterskabet i STCC i 2012.
Aftalen for 2013-sæsonen kom på plads kort før sæsonstart, hvor Nykjær selv havde åbnet synshal i Danmark.



