Michel Nykjær er klar til at kæmpe mod både konkurrenterne og den forventede hede, der rammer Ricardo Tormo-banen uden for Valencia søndag.

Inden da har sydsjællænderen kørt shakedown i Spanien med Sunred-teamet, og fredag, hvor Racemag talte med Pole Position Denmark-køreren, styrtregner det over banen i Cheste.

– Her regner nu, og det skulle det også gøre i morgen, hvilket vil være godt for os i forhjulstrækkere. Historisk har BMW ikke haft det så godt her, og regner det, så ser det godt ud i kvalifikationen, siger Michel Nykjær til Racemag.

Næstved-køreren har været i Spanien siden tirsdag, da han skulle køre shakedown af en ny motor.

– Nu har vi fået ny motor, hvilket gerne skulle give os lidt mere power, så jeg glæder mig rigtig meget. Nu skulle jeg gerne i Q2, hvilket igen er det, jeg går efter. Vi var tæt på sidste år, hvor jeg dog vandt det ene løb (i rookie-mesterskabet, red.). Det skulle gerne gentage sig, så jeg kan hente lidt på etteren i privatmesterskabet, hvor jeg er 10 point efter, siger Nykjær videre.

– Men de har lovet 35 grader på søndag – det var der også sidste år, og det er hårdt i bilen, slutter Nykjær.

FIA WTCC kører sådan i weekenden:

Lørdag

Free Practice 1: 09:00 – 09:30
Free Practice 2: 11:30 – 12:00

Qualifying Q1: 14:30 – 14:50
Qualifying Q2: 14:55- 15:05

Søndag

Warmup: 09:30 -09:45
Race 1: 13:35 – 14:05
Race 2: 15:05- 15:35

Løbene vises på Eurosport – læs alt om dem her på Racemag