FIA WTCC og Michel Nykjær tager denne weekend til Sonoma-banen i Californien, som igen er ny bane for danskeren.
Det kan give større udfordringer end vanligt, når VM-toeren skal op mod sine konkurrenter, som kørte på banen sidste år.
Den lige over fire kilometer lange bane i det vestlige USA vil formentlig byde på høje temperaturer og hård kamp mod de tre kørere, der jagter Nykjærs andenplads. Hondas Gabriele Tarquini, Chevrolet-køreren James Nash og den regerende verdensmester Rob Huff har alle noget at ville sige om den øjeblikkelige stilling.
FIA WTCC går nu ind i den sidste tredjedel af sæsonen, hvor alle banerne er nye for Nykjærs svenske team NIKA Racing.
– Sonoma er en helt ny bane for både mig og teamet, så det skal blive interessant at komme dertil og se, hvordan vi står mod dem, der har været der tidligere. Jeg har forberedt mig ved hjælp af onboard-klip og har kørt en del omgange i simulatoren, og der er ingen tvivl om, at banen er hurtig og udfordrende. Rent layoutmæssigt bør den passe godt til os, men med temperaturer på mellem 30-40 grader bliver det utroligt vigtigt at passe på dækkene. Jeg føler mig klar, og jeg vil gøre alt for at forsvare andenpladsen i VM-stillingen, siger Nykjær i en pressemeddelelse.
Løbene vises på Eurosport – race 1 er klokken 20.30 søndag, mens race 2 vises på Eurosport 2 klokken 23.00.



