Michel Nykjær og NIKA Racing vender sammen med det øvrige WTCC tilbage til dér, hvor det dansk/svenske samarbejde begyndte.
Den kuperede bane i Østrig har lagt asfalt til flere af danskerens succeser uden for de danske baner – heriblandt ETCC-titlerne i 2008 og 2010 – og så altså første gang han var i sædet hos det svenske team.
– Det føles virkeligt godt at komme tilbage til Salzburgring. Jeg har fejret nogle af mine største sejre der gennem årene, og desuden var det her, jeg indledte mit samarbejde med Nicklas (Karlsson, red.) og NIKA Racing, siger Nykjær i en pressemeddelelse.
– Jeg kender banen godt, og vi har nogenlunde aktuelle data at falde tilbage på, så jeg tror, at vi har gode muligheder for at være konkurrencedygtige i weekenden. Vi har haft nogle mindre gode race i Slovakiet og Ungarn, men vi ved, hvad det skyldes, og det er stadig utroligt tæt i mesterskabet, siger Nykjær videre.
Nykjær ligger syver i det samlede WTCC-regnskab efter fire afdelinger, mens han er treer i privatkørernes mesterskab.
Løbene vises live på Eurosport klokken 12.30 og klokken 13.30.



