Michel Nykjær var suveræn på FDM Jyllandsringen i DM-finalens første løb. Den lyseblå Chevrolet stak straks af sted fra start og lagde med det samme luft til forfølgerne. Men ikke bare bilen og køreren passede godt til forholdene med våd bane. Også konkurrenternes kørsel gavne i den grad i Nykjærs titelambitioner.
– Det gik jo helt perfekt. Da jeg havde fået slået et hul på de første tre-fire omgange, begyndte jeg at slappe af. Jeg var faktisk overrasket over mit overskud i dag, og dækkene var også helt fine, da jeg kom ind, siger Michel Nykjær til Racemag efter sejren.
Jan Magnussen kom dårligt af sted fra andenpladsen og havde slet ikke farten i begyndelsen af løbet. Privatkøreren Jens Reno Møller gik uden problemer forbi den regerende mester, der også snart blev passeret af Jason Watt for enden af langsiden.
Midtvejs i løbet ser det dog ud som om, at Magnussen igen finder farten i BMW’en. Den enlige ReeSport-kører kommer op til Jason Watt igen og venter på en chance for at komme forbi.
Den kommer på 10. omgang, hvor Watt lader et lille hul stå for Magnussen for enden af langsiden. Men Magnussen rammer Watt, der står på tværs i det glatte føre. Henrik Lundgaar, der i flere omgange har luret bag Magnussen, går op forbi de to, men Magnussen rammer Lundgaard i indgangen til hestesko-kurven. Lundgaard rammer over i Jason Watt, hvorved Chevrolet-køreren må udgå.
– Mit forhjul låser, så jeg glider ind i Jason. Men jeg får straffene, så jeg falder tilbage bag ham igen, siger Jan Magnussen til Racemag.
Magnussen bliver idømt to strafbaner for påkørsel af Jason Watt, hvilket sender ham ned på en sjetteplads i mål.
Midt i al tumulten sniger Tom Pedersen, der startede i sidste startrække, sig op forbi kamphanerne og slutter på en imponerende tredjeplads bag Nykjær og Jens Reno Møller.
DTC Cup-køreren Kasper Jensen slutter på ottendepladsen og skal dermed starte i pole position i dagens andet løb.
Casper Elgaard kom ikke til start efter SEAT Leon’en blev ramt af gearkasseproblemer i formiddagens warmup.
– Vi prøver at få sat en gearkasse fra en Peugeot på, men nu må vi se, om vi kommer ud, siger Elgaard til Racemag.
Resultatet fra første løb ved DM-finalen:
1 Michel Nykjær, Chevrolet Nubira
2 Jens Reno Møller, Seat Leon
3 Tom Pedersen, BMW 320si E90
4 Per Poulsen, Honda Accord
5 Jason Watt, Seat Leon
6 Jan Magnussen, BMW 320si E90
7 Peter Ager, BMW 320si E90
8 Kasper Jensen, BMW 320i E46
9 Michael Carlsen, Peugeot 407
10 Hans Hartmann Petersen, Honda Accord
11 John Hansen, Seat Leon Super Copa
12 Jens Ole Mathiesen, BMW E46 M3 3,2
13 Kim Morgan Jensen, BMW 320i E46
14 Martin Marrill, Seat Leon
15 Henrik Lundgaard, Chevrolet Nubira
Ikke til start
Casper Elgaard, Seat Leon
Stillingen i toppen efter første løb:
1 Michel Nykjær, 243
2 James Thompson, 239
3 Jan Magnussen, 235
4 Henrik Lundgaard, 230
Foto: Racemag