Michel Nykjær fortsætter med at plukke point til VM-stillingen i FIA WTCC på Brno. I første løb ender SEAT-køreren som syvendebedste efter længe at have ligget som sekser.
Nykjær startede som tier efter at være kommet i Q2 i lørdagens kvalifikation, og sydsjællænderen hentede hurtigt et par placeringer, da Tom Coronel og Jordi Gené udgik på første omgang i et større uheld, som blev udløst af Andy Priaulx og involverede bl.a. Kristian Poulsen. Uheldet fik safetycar på banen i et par omgange.
Senere kom også Yvan Muller og Norbert Michelisz i problemer, hvor ungareren lidt kluntet forsøger at overhale Colin Turkington, ryger af banen og rammer Muller, der må udgå. Balladen forfremmer Nykjær til sjettepladsen efter Colin Turkington, der har mistet sin status som privatkører.
Danskeren havde flere forsøg på at komme forbi briten, der med solide resultater i den ældre BMW 320si havde kørt sig op som toer i stillingen for privatkørere. Til sidst måtte Nykjær dog give op, og Andy Priaulx fik kørt sig tilbage i sin skadede BMW 320si og kunne overhale Nykjær kort før mål.
Først i mål var dog Rob Huff foran Gabriele Tarquini, der dermed henter godt ind på Muller i den samlede stilling. Alain Menu gør dagen fuldendt for Chevrolet og Ray Mallock-teamet med det nederste podietrin.
Resultaterne betyder, at Nykjær starter i første startrække sammen med vinderen af Independents-klassen, Darryl O’Young. Kristian Poulsen bliver nier samlet og flot toer i klassen for privatkørere.
Toppen i første FIA WTCC-løb på Brno:
1 | HUFF | Chevrolet Cruze |
2 | TARQUINI | SEAT Leon TDI |
3 | MENU | Chevrolet Cruze |
4 | FARFUS | BMW 320si |
5 | PRIAULX | BMW 320si |
6 | TURKINGTON | BMW 320si |
7 | NYKJÆR | SEAT Leon TDI |
8 | O’YOUNG | Chevrolet Lacetti |
9 | POULSEN | BMW 320si |
10 | MONTEIRO | SEAT Leon TDI |
Foto: FIA WTCC