Michel Nykjær starter det første af søndagens tre heats fra pole position. Det blev konsekvensen af lørdagens tidtagning, hvor køreren i den lyseblå Chevrolet Lacetti satte hurtigste tid i tidtagningen foran Jan Magnussen.
”Det så måske let ud, men det var det ikke,” forklarede den dobbelte Euro Cup-vinder. ”Efter den første træning syntes jeg, at bilen kørte lidt ad H til, men vi havde brugte dæk på for at spare lidt dæk,” siger Nykjær i en pressemeddelelse.
”I tidtagningen havde jeg nye dæk på som de andre, og på et tidspunkt lå James Thompson foran mig. Jeg havde et hul op til ham, og han kørte gode tider, så hvis jeg kunne presse mig op til ham, så vidste jeg, at jeg kunne sætte en kanontid. Det var dejligt, at han lå foran mig som en lille hare. Tak til James i hvert fald herfra.”
Magnussen og Møller kolliderede
Den margen, som Michel Nykjær sikrede sig pole position med, var dog en af de mindre. Blot 29 tusindedele af et sekund adskilte ham fra Jan Magnussen, England, der satte lørdagens næstbedste tid. Men inden køreren i den grønne og hvide BMW 320si E90 kunne svare igen, var hans chancer forduftet efter en kollision med Jens Møller, Ikast, der betød at begge kørere måtte opgive at fortsætte tidtagningen.
KP Racing og Tom Pedersen, Christiansfeld, starter som nummer 12 efter at have siddet over i sæsonens to første afdelinger med deres Mercedes C200.
”Jeg er faktisk meget positiv,” sagde Tom Pedersen efter at være blevet nummer 12 blandt de 17 startende. ”Vi er tættere på de forreste, end jeg havde regnet med og turdet håbe på, og vi er tæt på at komme under 1.12 allerede, så jeg er positivt overrasket.”
”Vi er kommet ud at arbejde med bilen, og vi har fundet noget ting, tidligere end jeg havde regnet med, for vi har ikke haft en rigtig testdag endnu, så dagens resultat er okay.”
Resultat af tidtagningen:
1 Michel Nykjær
2 Jan Magnussen
3 James Thompson
4 John Nielsen
5 Per Poulsen
6 Martin Jensen
7 Casper Elgaard
8 Henrik Lundgaard
9 Jason Watt
10 Joachim Stephansen
11 Kasper Jensen
12 Tom Pedersen
13 John Hansen
14 Jens Ole Mathiesen
15 Martin Marrill
16 Kim Morgan Jensen
17 Jens Møller
Foto: Anders Molin
Billeder fra dagens tidstagning kan ses i galleriet eller som slideshow her
[slideshow id=9]