Danske Michel Nykjær kan få den regerende verdensmester som teamkammerat i den kommende sæson i WTCC. Italienske Gabriele Tarquini står med SEATs exit nu uden arbejdsgiver, men veteranen har et par kort på hånden.
47-årige Tarquini taler ifølge tyske Motorsport-Magasin med bl.a. SUNRED-teamet, som Michel Nykjær i sidste uge skrev kontrakt med. Dermed kan 1-tallet ende på en af de SEAT Leon TDI, som det spanske team har købt af SEAT Sport.
– Situationen er ikke nem, for udover Chevrolet sætter de andre fabrikker færre biler ind. Der var kun en ledig fabriksbil, og den snuppede Yvan Muller. Mine muligheder er altså kun et skifte til et privatteam, siger italieneren til det tyske medie.
SEAT Sport har haft i alt otte SEAT Leon TDI. Hvor mange af disse der er solgt for nærværende, vides ikke. Men både SUNRED og SEATs tidligere motorleverandør, franske Oreca, er på tale med flere biler i WTCC i 2010.
– Mit mål er at køre videre i WTCC. Kommer der ikke noget ud af det, så ser jeg mig om efter noget andet, siger Tarquini, der forventer afklaring i begyndelsen af februar.
Tarquini eller ej – hvordan vil det gå Michel Nykjær i SEAT i WTCC? Giv din stemme herunder!
Foto: SEAT Sport