Conquest Endurance teamet med David Heinemeier Hansson tog en suveræn sejr i sidste weekend på Road America-banen i ALMS-serien. Nu stiler danskeren efter det samlede mesterskab.
Løbet var fire timer langt til denne afdeling i ALMS – noget længere end normalt. Og derfor kom pitstop-strategi til at spille en større rolle til dette løb.
David Heinemeier Hansson førte det meste af sine to stints – endnu engang et bevis på hans flotte kørsel efter kun et par sæsoner i international motorsport.
Hans teamkollega Martin Plowmann var i bilen i løbets slutfase. Efter en lang periode med gult flag, valgte teamet at kalde bilen i pit for at få friske dæk på. Da den hurtige brite med 45 minutter igen atter kunne køre ud på banen, kørte han hurtigt sine konkurrenter ind, og lagde sig i front. Conquest Endurance kørte herfra en sikker sejr i hus – og kunne inkassere sæsonens anden sejr.
– Det føles skønt, når du har en bil, der er stærk hele weekenden. Vi førte næsten alle omgange af løbet, og alligevel var det lidt mere spændende end vi havde ønsket på grund af de mange gulflagsperioder, vi vidste vi havde en hurtigere bil og det gør det altid nemmere. Det der er godt, er, at vi er tilbage i mesterskabsjagten, og vi har bevist vi altid kan kæmpe med om sejren, så nu handler det om at forblive fokuseret og vinde løb, så vi kan tage mesterskabet, udtalte David Heinemeier Hansson efter løbet.
Næste afdeling i ALMS køres om godt en uge i Baltimore. Her har danskeren og Conquest Endurance muligheden for at komme i front i mesterskabet, hvor de efter weekendens sejr nu kun er fem point efter de førende.



