Audi R15+ er i øjeblikket i USA for at blive testet og klar til forberedelserne i Europa går i gang forud for Le Mans.

Videreudviklingen af sidste års dieselracer fra Ingolstadt er som nævnt i Tom k’s klumme forbedret på en række punkter for at optimere bilen til årets udgave af 24-timersklassikeren. En af de mest synlige ændringer er næsen, der har fået en større overhaling.

– Le Mans-reglementet i år foreskriver mindre airrestrictor med mindre gennemstrømning og et lavere ladetryk. På grund af den reglementbetingede mindre motorydelse har vi forsøgt at gøre aerodynamikken endnu mere effektiv og forbedre Cw- og downforceværdierne, siger Dr. Martin Mühlmeier, teknisk chef hos Audi Sport.

Reglementændringerne har betydet, at karosseriets udformning er modificeret flere steder for at forbedre effekten og brændstofeffektiviteten.

Audi R15+ testes i øjeblikket i USA. Herefter går det mod Paul Ricard og Le Mans Series 11. april samt 1000-kilometersløbet på Spa den 9. maj.

Foto: Audi Motorsport