Med start fra 14. position vidste Nicolaj Møller Madsen, at der skulle angreb til på Oschersleben – og angreb, det kom der.
Alene på første omgang fik den mesterskabsførende fynbo vekslet 14. pladsen til en 10. plads, og som løbet udviklede sig, gik det blot fremad. Mod slutningen så syvendepladsen for alvor ud til at komme under pres fra Loris Hezemans, der havde flere push to pass i banken end Nicolaj Møller Madsen. Hezemans nåede da også kortvarigt forbi på næstsidste omgang med netop push to pass. Det varede dog ikke evigt, da Loris Hezemans i næste sving forbremsede sig, og dermed kunne Nicolaj Møller Madsen tage pladsen tilbage – en plads, han holdt helt til mål.
Oppe foran blev det til sejr til Møller Madsens nærmeste udfordrer i mesterskabet, Jan Kisiel, foran Uwe Alzen og Joonas Lappalainen.
Der er dog et lille “men”, for undervejs blev det sagt, at Møller Madsen undersøges for at have ramt en konkurrent. Om der faktisk tildeles en straf er dog uvist på dette tidspunkt.
Desværre betyder syvendepladsen, at fynboen ikke længere er alene i spidsen for serien, da Jan Kisiel vandt. Det betyder, at Kisiel og Møller Madsen lige nu indtager en delt førsteplads med 124 point hver, mens Dennis Marschall er samlet treer med 103.5 point.
Audi Sport TT Cuppen kører igen i morgen på Oschersleben. Det sker klokken 12.20, og kan ses gratis her: