Den nordsjællandske Formel Ford-kører satte sig tilbage i spidsen af DM med hattrick på Ring Djursland.

Racerklassen Formel Ford har i denne sæson ikke haft nogen klar mesterskabsfavorit. Igennem sæsonen har tre forskellige kørere taget en tørn i toppen af tabellen, men endnu har der ikke været en enkelt kører, som har skilt sig ud fra resten og formået at lægge afstand til konkurrenterne. Indtil seneste mesterskabsafdeling på Ring Djursland.

Her lykkedes det nemlig Nicolai Sylvest, Jægerspris, at gøre rent bord ved at vinde alle tre heats for klassen – en præstation, som den forsvarende mester Jesper K. Egebart, Børkop, har været ene om at gøre i en solo-optræden i år. Hattricket betød, at nordsjællænderen gik fra at være syv point efter nærmeste konkurrent Michael Markussen, Kolding, inden løbsweekenden, til at være 38 point foran. Og med 75 point tilbage at kæmpe om, har Nicolai Sylvest flere esser på hånden.

Selv om han vandt alle tre heats fra pole position, så kom sejrene i hus under vidt forskellige forhold. Til lørdagens heat valgte Nicolai Sylvest at satse på tørvejrsdæk, hvor stort set hele det øvrige felt startede på regnvejrsdæk. På en fugtig Ring Djursland var det en satsning, der i starten kostede mange placeringer, men i takt med, at der blev skabt et tørt spor, kunne Nicolai Sylvest tilbageerobre den ene placering efter den anden, så han på de sidste omgange kunne passere Niklas Dall Knudsen, Haderslev, og Michael Markussen, og tage sejren.

– Jeg fik den besked fra teamet, at jeg i starten skulle forvente at blive overhalet af en del af feltet, men at det var vigtigt, at jeg bevarede roen og bare koncentrerede mig om at køre så godt, jeg kunne, indtil der ville komme varme i dækkene, og der ville blive et tørt spor, siger Nicolai Sylvest i en pressemeddelelse. – Og overhalet blev jeg, for bilen skøjtede af sted og snart var jeg næstsidst.

En safety car-periode kort efter starten samlede dog feltet igen, og imens var regnen ved at stoppe. Efterhånden begyndte Nicolai Sylvest at få greb i sine dæk, og en efter en blev konkurrenterne passeret.

– Da der manglede tre omgange var jeg på tredjepladsen. Men jeg kom op på andenpladsen, og i svinget for enden af langsiden lige før sidste omgang, kørte jeg forbi etteren, den mesterskabsførende Michael Markussen, så jeg vandt løbet, siger han videre. – Dette her er bare en af de bedste weekender, jeg nogensinde har haft. Der skal lyde en stor tak til hele teamet for en bil, der bare kørte super godt, slutter han.

Netop de to kørere fra RS Competition udgjorde sammen med teamkammeraten Lasse Sørensen, Svenstrup, de største trusler for Nicolai Sylvest. I det første løb søndag fik nordsjællænderen det dog uventet noget lettere, da kampen bag ham mellem Lasse Sørensen og Michael Markussen blev så tæt, at disse kolliderede, så sidstnævnte satte mange pladser til, mens Michael Markussen måtte udgå – et væsentlig årsag til, at han er rykket mange point bagud i klassementet. I tredje heat var Lasse Sørensen også i tæt kamp med en af RS Competition-kørerne. Denne gang var det Niklas Dall Knudsen, men her var det teknikken, som strejkede, da Lasse Sørensen måtte trille ind til siden med svigtende bremser.

Kørerne med de tungere og langsommere Zetec-biler kom denne gang til at spille mere markante roller end normalt, hvilket specielt den omskiftelige asfalt i lørdagens heat var hovedårsagen til.

På et tidspunkt indtog Zetec-trioen Nicolaj Jacobsen, Mårslet, Mikkel Overgaard Pedersen, Struer, og Sander Wichmann Mortensen, Valby, således fjerde-, femte- og sjettepladsen generelt, men i takt med, at asfalten blev mere og mere tør, rykkede de tilbage i klassementet og sluttede lige udenfor top 6.

Nicolaj Jacobsen tog sejren foran Mikkel Overgaard Pedersen, der i søndagens første løb blev bedste Zetec-kører, men her fik han hjælp af, at Nicolaj Jacobsen fik en defekt kort før løbsstart, og derfor ikke deltog. Men Nicolaj Jacobsen viste i det afsluttende heat sit format, da han kørte sig fra sidstepladsen frem til positionen som bedste Zetec-kører – og som nummer fem generelt. Det giver ham en foreløbig tredjeplads i Zetec Cuppen – og en givetvis også ærgrelse over, at han først fik sin Formel Ford-debut i tredje mesterskabsrunde.