Den danske Ferrari-fabrikskører vandt verdens største sportsvognsløb i 2024 og håber nu at bidrage til Ferraris jagt på en fjerde Le Mans-sejr i træk.
Nicklas Nielsen ved bedre end de fleste, hvad der kræves for at vinde på Le Mans. I 2024 stod danskeren nemlig øverst på podiet i verdens største sportsvognsløb, og den kommende weekend håber Ferrari-stjernen at være med til at sikre det italienske mærke en fjerde sejr i træk på Circuit de la Sarthe-banen.
Nielsen stiller for tredje gang til start i 24-timersløbet med teamkammeraterne Antonio Fuoco og Miguel Molina, og trioen har indtil videre haft en blandet VM-sæson. Efter en skuffende sæsonpremiere på Imola lykkedes det for den dansk-italiensk-spanske lineup at sikre sig en podieplacering ved seneste afdeling på Spa-Francorchamps, og fokus er nu på at optimere pakken yderligere forud for årets vigtigste løb.
– Jeg er glad for at være tilbage på Le Mans. Konkurrencen er virkelig intensiveret, og jeg forventer et ekstraordinært hårdt 24-timersløb i år. Vores tilgang bliver den samme som altid. Vi går ind til løbet med ønsket om at udnytte vores fulde potentiale og forhåbentlig stå søndag morgen i en position, hvor vi kan kæmpe med om et godt resultat, siger Nicklas Nielsen.


Den danske Ferrari-fabrikskører deltog søndag i den officielle testdag på Le Mans, hvor han sammen med holdkammeraterne gennemførte det planlagte program og indsamlede værdifulde data forud for de officielle træningssessioner. Foruden Ferrari tæller Hypercar-feltet også fabrikshold fra Toyota, Cadillac, BMW, Alpine, Peugeot, Aston Martin og Genesis.
– Med tre sejre i træk har Ferrari vist, at vi har en konkurrencedygtig bil på Le Mans, og samtidig har hele holdet opbygget værdifuld erfaring år efter år. Det er nogle af de styrker, som vi tager med os ind til årets løb. Så må vi se, hvordan det hele udvikler sig, siger Nicklas Nielsen.
Kvalifikationen til årets 24-timersløb på Le Mans skydes indledes onsdag den 10. juni, mens den franske klassiker skydes i gang lørdag den 13. juni klokken 16.00. Løbet kan følges live på TV 2, Eurosport og FIA WEC+.



