Det var ikke kun Tom K og Maiken Rasmussen, der var i aktion på Lausitzring denne weekend. Også Nicki Thiim, der er tilbage i den tyske Carrera Cup efter fravær  i 2010, kørte tredje afdeling i den tyske mærkeklasse.

Lørdag tog den 22-årige søn af DTM-legenden Kurt Thiim pole position – sin første i Carrera Cup. Søndag kunne danskeren så fejre sin første sejr, da han slog velkendte Porsche- og GT-kørere som Sean Edwards, Nick Tandy, Jeroen Bleekemolen og Martin Ragginger.

– Løbet var spændende. Efter Tandy snuppede os begge (Thiim og René Rast, red.) i første sving, troede jeg ikke jeg ville vinde min plads tilbage. Men så så jeg, at han havde nogle problemer, så jeg hængte på ham som lim og ventede på en fejl. Men på samme tid måtte jeg stå imod et kæmpe pres fra Edwards. Jeg er så glad for at jeg tog min første Carrera Cup-sejr, siger Thiim i en pressemeddelelse.

Sejren katapulterer Thiim frem i stillingen til en sjetteplads – et point efter Jaap van Lagen og fire efter Martin Ragginger. Nick Tandy fører fortsat med 70 point foran Jeroen Bleekemolen og Sean Edward.

Nicki Thiim og resten af Carrera Cup Deutschland skal igen i aktion på Nürburgring Nordschleife, hvor den nye Porsche Carrera World Cup afvikles den 25. juni. Her deltager også kørerne fra Carrera Cup Scandinavia.

Toppen i Carrera Cup Deutschland Lausitzring:

1. Nicki Thiim (DK), Hermes Attempto Racing, 34:50.590 minutes (143.739 km/h)
2. Sean Edwards (GB), Team Deutsche Post by tolimit, + 0.379 seconds
3. Nick Tandy (GB), Konrad Motorsport, + 4.763
4. Jeroen Bleekemolen (NL), Team Deutsche Post by tolimit, + 5.450
5. Martin Ragginger (A), Schnabl Engineering, + 5.810
6. David Jahn (D), PZ Aschaffenburg Uwe Alzen Automotive, + 15.781
7. Stefan Wendt (D), Attempto Racing, + 17.995

Toppen i stillingen efter fire af ni løb:

1. Nick Tandy (GB), 70 points
2. Jeroen Bleekemolen (NL), 62
3. Sean Edwards (GB), 62
4. Martin Ragginger (A), 42
5. Jaap van Lagen (NL), 39
6. Nicki Thiim (DK), 38

Foto: Porsche AG