Nicki Petersen kneb med en syvendeplads og en femteplads sig forbi skadesramte Anders Fjordbach i DM-finalen – men den 18-årige debutant var vigtigst af alt bedste nybegynder i den samlede stilling.

– Vores målsætning da vi startede vores første sæson i Auto-G DTC var at slutte blandt de otte bedste. Vi endte på en femteplads, og som årets bedste rookie, hvilket jeg og hele teamet (Danpor Motorsport, red.) er vanvittig stolte af, siger Petersen i en pressemeddelelse.

– Personligt har mine højdepunkter i 2013 været afdelingen i Norge på Rudskogen, hvor jeg sluttede som nummer fire. Men også byløbet i Aarhus var en fed oplevelse. Det bliver godt med en vinterpause, til at fordøje årets mange indtryk, men jeg ser frem til at starte 2014-sæsonen og jagte nye mål i DTC serien, slutter Nicki Petersen.

Teamet indkøbte til finaleløbet deres egen DTC-racer, som Nicki Petersen kørte med, da leasingperioden på den DTC-Mustang, som rookien hidtil havde kørt, lakkede mod enden.

Du kan se den samlede stilling i DTC 2013 her.