Nicki Petersen er endnu for ung til at køre med i Auto-G Danish Thundersport Championship, men når starten går i foråret, har teenageren rundet alderskravet på 18 år.
Dermed bliver han også den – indtil nu – yngste kører på gridden. For den tidligere Legend Car-kører har lavet aftale med Elgaard Motorsport om start i serien i 2013.
– Jeg forventer, at det bliver rigtig fedt med maser af tæt og godt race. Jeg kan godt lide at tage en udfordring og prøve noget nyt, og jeg vil gå efter at få en masse læring og være med fremme. Men jeg har ikke sat mig nogen bestemt ambition om at være blandt de fem eller ti bedste, siger Hornslet-køreren i en pressemeddelelse.
Nicki Petersen har i den forgangne sæson kørt for netop Elgaard Motorsport i flere forskellige klasser.
– Nicki var en del af teamet sidste år, hvor han kørte Legend, Clio og Spider, så jeg har kunnet følge ham på nærmeste hold. Han er et stort talent, og han viste stort potentiale sidst på sæsonen, hvor han kæmpede blandt de bedste i Legend, og han har fremtiden foran sig. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham og hjælpe ham videre i sin udvikling som racerkører, siger Casper Elgaard.
Nicki Petersen og Elgaard Motorsport testede tidligere på året på Padborg Park, hvor den unge østjyde fik første smag på den 450 hk stærke DTC-racer.
– Det var en fed oplevelse at prøve den bil, for den kører rigtig godt. Jeg kunne bruge noget af min erfaring fra Legend, hvor bilerne også er med baghjulstræk. Legend-bilerne er rimeligt løse med hensyn til hjulspin, men i DTC-bilen synes jeg, at jeg havde mere overblik ud af svingene, fik et bedre flow og havde mere at give af. Nu må det bare snart blive forår.


