Yvan Muller tog første stik og sin anden pole position i denne sæson, da han kørte bedste tid på Brands Hatch i WTCC.

Chevrolet Cruze-køreren rundede banen i Kent i tiden 1:32,481 – knap to tiendedele bedre end teamkammerat Rob Huff. Briten var til gengæld yderligere 5/100 sekund bedre end Alain Menu, der efter en årrække i BTCC har Brands Hatch som sin anden hjemmebane.

Colin Turkington fortsætter med at imponere og sætter fjerde bedste tid i sin privatanmeldte BMW 320si. Gabriele Tarquini er bedste SEAT-kører, mens Andy Priaulx sætter sjette bedste tid. Briten har dog fået placeringstillæg på 10 pladser, efter RBM-teamet måtte skifte motoren.

Tom Coronel, Tiago Monteiro og Norbert Michelisz følges ad med 7.-9. bedste tid, mens Augusto Farfus lidt skuffende runder top ti af.

Robert Dahlgren i Volvo C30 kom ikke med i Q2, men satte 12. bedste tid. Kristian Poulsen satte 15. bedste tid, men fik strøget alle tider i kvalifikationen på grund af overtrædelse af parc fermé-reglerne.

Michel Nykjær døjede i både træning og kvalifikation med en hastigt repareret SEAT efter afkørslen i første træning – 18. bedste tid blev det til. Også Nykjær fik skiftet motor, men danskeren holder sig inden for kvoten og fastholder sin placering.

Foto: fiawtcc.com