Molly Pettit har valgt at skifte spor efter tre år i DTC/NTCC med AMCAR. Årsagen er, at hendes andet job som motorsportsreporter og -kommentator har budt på en stor mulighed hos WRC TV i 2016 – en mulighed, som Molly Pettit har takket ja til.
Men den travle kalender i WRC betyder også, at der bliver en del kalendersammenfald, som vil gøre en fuld sæson i DTC/NTCC umulig at forfølge.
– Hele fire af syv DTC/NTCC-løb falder sammen med WRC i 2016, og derfor har jeg besluttet, at jeg ikke kører i år. Det er med et tungt hjerte, at jeg nu må forlade serien, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle for alt hjælp og støtte gennem de seneste tre år. Jeg vil også gerne ønske alle teams og kørere i DTC/NTCC held og lykke med sæsonen, skriver hun på sit website Mollysport.no.

Hun tilføjer også:
– Jeg ønsker ikke at forsvinde helt fra banerne, så jeg ser stadig på mulighederne for at køre nogle løb i 2016.