Det unge motorsporttalent Mikkel Mac er noget af det helt nye guld som skal opdatere jer læsere med en klumme her på Racermag.dk. Danskeren er p.t på Hockenheim hvor forventningerne er i top, trods kampen om sponsorpengene for at kunne køre en helt sæson.

Så er jeg endelig i gang! Jeg starter fra 3. startplacering i lørdagens debutløb i Formel Renault 2.0 NEC klassen på Hockenheim, men det er sandt at sige gået lidt op og lidt ned i dag. Jeg har desværre kun sponsorpenge til de første løb på sæsonen, og min kontrakt med KTR teamet er jo en der gælder fra løb til løb.

Vi skal derfor præstere alt hvad vi kan, hver gang jeg er på er banen. Netop for at jeg kan markedsføre mig selv overfor sponsorer, skal jeg ligge øverst i tabellen. Vi skal køre to løb på Hockenheim, dernæst er der bare en uge til næste løbsweekend i Brno. Så der er ikke meget tid til at finde flere sponsorer, men heldigvis ser alle jo først på resultatlisterne, og så er en tredjeplads i en kvalifikation jo godt!

Men jeg mener stadig, at jeg med bedre dæk kunne have ligget længere fremme. Det er min fornemmelse. Derfor var det lidt af en streg i regningen, at løbsledelsen ikke ville godkende vores brugte dæk til den første træning om torsdagen. Jeg er altid meget nænsom om mine dæk, og løbsledelsen mente ikke at de levede op til betegnelsen brugte dæk…

Det betød at vi måtte køre den første træning på nogle ældgamle dæk, hvor jernet næsten stak ud. Og vi sluttede af med at køre fredagens sidste træning før kvalifikationen, på et af de kun to sæt nye dæk vi har til rådighed, så det betød jo så desværre at jeg kun havde et sæt nye dæk til kvalifikationen. Det var ikke særligt godt, for de fleste andre havde gemt begge deres nye sæt dæk til kvalifikationen fredag middag.

Så jeg sluttede kvalifikationen af med at køre femtehurtigste tid, to tiendedele foran min teamkammerat i KTR. Men fordi nogle af de andre kørere der lå foran mig blev diskvalificeret på en ny regel omkring camber, så starter jeg reelt fra tredje startplacering.

Fordi vi skulle gamble sådan med dækkene, har jeg ikke et setup der fungerer helt som det skal, og det ærgrer mig rimeligt meget. Jeg kører for et topteam, og jeg skal præstere på topplan for at sikre budget for de kommende løb. Derfor er det vigtigt at bilen kører bedst muligt.

Jeg håber helt klart at komme godt af sted til løbet i morgen, og få et godt resultat at starte sæsonen på. Jeg er naturligvis rigtig glad for at starte i anden startrække, og det med dækkene var ikke teamets skyld. Men man vil jo altid have mere. Så denne dag har været en hvor det går både op og ned.

Nu vil jeg gå i seng, og glæde mig til et godt løb i morgen! Min mavefornemmelse siger mig, at det bliver et godt løb. Det bliver fedt at komme i gang!