Danske Mikkel Mac har denne uge stået for noget nær en debut til den nye 2010-udgave af Formula Renault 2.0. Det skete på tyske Hockenheimring. Testen, som det danske KEO Racing stod bag, er første test foretaget af andre end Renault-fabrikken forud for den kommende sæson i FR 2.0.
– Aftalen kom i hus ret hurtigt, da jeg onsdag var i nærheden af den tyske bane. Det var en enorm chance for mig til at deltage i udviklingen af en helt ny racer, og samtidig få noget værdifuld køretid, siger Mikkel Mac i en pressemeddelelse.
– Det var en god mulighed for at prøve den netop lancerede Formel Renault 2.0-racer, der er markant mere avanceret end den nuværende. Jeg synes, at den kører rigtigt godt, det er mit indtryk, at man godt kan sammenligne den med den Formula Master, jeg testede i Ungarn. Den er lige så stiv, men den har naturligvis ikke helt så mange hestekræfter som en Formula Master, siger Mac.
– Bilen blev leveret i standardopsætning fra Renault Sport. Derudover var der nogle småting der skulle justeres, men sådan er det altid med helt nye biler. Det er jo også vinter i Sydtyskland, så jeg kørte bilen i frostvejr på det samme sæt dæk hele dagen. Banen var tør, og jeg endte med at køre tider, som var omkring et sekund hurtigere end de gamle Formel Renault-bilerm der også deltog i testen, siger Mac om den nye franske formelracer.
Endnu er næste sæson ikke på plads for den unge falstring. Mac har i år deltaget i både Formel BMW Europe og Formel Ford herhjemme. Mikkel Mac efter Racemags oplysninger kig på Formula Master.
– Hvad den kommende sæson byder på, er ikke afklaret. Det er klart, at jeg lige nu forhandler med mange forskellige parter, vi har fået en masse interessante tilbud fra flere internationale formelserier. Så jeg ser frem til en spændende 2010-sæson, hvis vi kan finde sponsormidlerne, slutter Mac.
Testen er foregået under stor bevågenhed fra Renault Sport, der løbende har været i kontakt med KEO Racing for at få yderligere testerfaringer med raceren. Danske KEO Racing med Kim Olsen i spidsen var de første til at købe den nye Formula Renault 2.0.
Foto: Søren Mac