Formula Renault Eurocup har netop afholdt samlet test på Circuit de Catalunya, hvor det danske team KEO Racing igen havde Mikkel Mac i cockpittet.

Den kombination satte 12. bedste tid i testen ud af 23 kørere, hvor italienske Daniel Mancinelli var hurtigst for One Racing-teamet. Dét var en gentagelse af den seneste test i Valencia.

Det noget ustabile vejr over Sydeuropa bød ellers på noget af en overraskelse for de deltagende teams. Tirsdag faldt der sne over banen ved Montmeló uden for Barcelona, og is flere steder på banen umuliggjorde kørslen indtil om eftermiddagen.

Formula Renault Eurocup tager hul på sæsonen den 17.-18. april på Motorland Aragon-banen i Spanien.

Det er endnu ikke klarlagt, hvem der skal køre i KEO Racings to nye Formula Renault 2.0-racere.

Foto fra lancering: Renault Sport