Efter en succesrig debut i sidste uge på Hockenheim med en podieplacering, var der lagt op til endnu en dansk kamp om sejren i klassen for danske Mikkel Mac.
Motorproblemer toppede en vanskelig weekend for den unge dansker, der også har været plaget af gearkasseproblemer i kvalifikationen. Den unge kører fra Nykøbing Falster har trods dette stadig forsvaret sin andenplads i det samlede Formel Renault 2.0 North European Cup mesterskab. Trods fremgangen er det fortsat uvist, om den unge dansker finder et økonomisk grundlag for at deltage i den kommende afdeling i Holland.
– Jeg kæmpede alt hvad jeg kunne, og jeg sluttede med at køre mig fra en placering som nummer 28, til en slutplacering som nummer 12 hvor jeg skulle have startet løbet. Det var noget af en udfordring, ikke mindst fordi feltet er i denne weekend blevet forstærket med en del gæstekørere fra den mere erfarne Eurocup serie, fortæller Mikkel Mac i en pressemeddelelse.
– Til søndagens andet løb havde vi fået løst vores motorproblemer, og jeg skulle starte fra den 12. plads jeg havde sikret mig i dagens første løb. Desværre begyndte bilen at køre dårligere og dårligere, som løbet skred frem. Det viste sig at dæktrykket var forkert, så da bilens dæk blev varmere og varmere som løbet skred frem, så kørte bilen slet ikke som den skulle. Jeg kæmpede virkeligt alt hvad jeg kunne, men jeg sluttede på en 11. plads, slutter Mikkel Mac af.
Danskeren kan dog trøste sig selv med at han har forsvaret sin andenplads i mesterskabet. Mesterskabet føres af KEO-racings Ludwig Ghidi.
Foto: Peter van Egmond



