Det var fuld oprejsning til Mikkel Mac i andet løb i Auto-G Danish Thundersport Championship. Den unge Fukamuni Racing-kører revancherede sig for sin afkørsel i første løb, hvor han førte stort.

Mac startede igen i pole position og kunne tage starten foran Jan Magnussen, der var startet som firer.

Herfra fulgtes de orange/grå Atea-bemalede biler ad, uden at Magnussen dog for alvor kunne sætte et angreb ind på den regnvåde Padborg Park.

Angreb var der til gengæld masser af bagved. Michael Outzen havde et relativt roligt løb på vej til en tredjeplads for Elgaard Motorsport, men bag ham blev der kørt tæt mellem Dennis Lind, John Nielsen og Casper Elgaard. Sidstnævnte blev snurret rundt i starten og skulle køre sig op. Det fik han dog hjælp af af Lind og Nielsen, der flere gange undervejs byttede pladser.

Det blev tæt mellem de to kamphaner, da Nielsen bremsede sig forbi for enden af langsiden. Vinderen af første løb gav dog ikke Lind plads i udgangen af svinget, og den unge Memphis Racing-kører gav igen ved at ramme Nielsen i sving to og gå forbi igen.

Og trods flere forsøg fra Nielsen blev resultatet altså med Lind på fjerdepladsen.

Kim Rødkjær og Peter Vesti havde hver især ensomme løb. Vesti måtte tage nødvejen ind gennem pitten, da det blev lidt for tæt både foran og bag ham i starten. Vesti var dog mere end tilfreds med weekenden og regner med at komme til start igen.

Resultatet af andet løb ved DTC – Historisk Festival på Padborg Park:

1

Mikkel Mac Jensen

2

Jan Magnussen

3

Michael Outzen

4

Dennis Lind

5

John Nielsen

6

Casper Elgaard

7

Kim Rødkjær Sørensen

8

Peter Vesti